Vi passerer rundt om Sct. Pauls Kirken (Sct. Pauls Kirkeplads) og følger sporvognsskinnerne for linje 1 ned ad Hans Broges Gade. Her støder vi straks på den imponerende bygning Den Jydske Handelshøjskole, der blev bygget i 1904.

Købmandsskolen er en 3½ etages bygning med hvidpudset facade og tynde vandrette bånd af granit over og under vinduespartierne. De svagt fremskudte vinduespartier flugter med bygningens markerede og let svungne trekantgavle.

Initiativtageren til skolen var Joh. Baune, der også var formand for skolen i mere end 25 år. Skolen kom til at ligge i den - på det tidspunkt - nye del af Aarhus. Den blev tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann, som var hovedmanden bag udbygningsplanerne for hele Frederiksbjerg. Han tegnede tillige bl.a. Aarhus Teater og den nye Toldkammerbygning på Aarhus Havn.


- - -

Ca. 1905. Handelshøjskolen og bagsiden af Sct. Pauls Kirke

Postsendt ca. 1910 til Kallundborg (Kalundborg). W.K.F. 481

- - -

Hans Broges Gade var en af de to ”krumme” gader i Hack Kampmanns skitseforslag. Den anden var P.P. Ørumgade. Ved at placere de to krumme gader i sin helhedsplan over Frederiksbjerg brød han med de ellers normalt lige og vinkelrette gadeanlæg i de danske byer på den tid.

Et andet karakteristisk træk ved Hack Kampmanns byplan over Frederiksbjerg var hans mange pladser, der skulle skabe frirum mellem de tætte bebyggelser. Nogle af disse pladser måtte opgives, da byrådet foretrak en højere bebyggelsesgrad til den voksende arbejderbefolkning i Aarhus. Og det var først og fremmest netop husningen af denne arbejderbefolkning, der stod øverst på byrådets dagsorden.

Der blev dog plads til det smukke og relativt store frirum C.F. Tietgens Plads midt i Hans Brogesgade. Her huserer statuen af Hans Broge, der om nogen var hovedmanden bag og initiativtageren til hele Frederiksbjerg-planen. 


Forrige planche Planche 4 Næste planche