Særheder omkring nummerering af Ebbesenkortene
 

Kort nr. 36:


Kort nr. 36/1

Kort nr. 36/2
Begge de to kort bærer nummeret 36.  Motivet er tilsyneladende det samme, nemlig Aarhus Domkirke, fotograferet fra Bispetorvet. Kortnummereringen på kort 36/1 viser H.A. Ebbesen, Aarhus Eneret No. 36, mens den på kort 36/2 viser H.A.E. No. 36.

Der er imidlertid også store forskelle på billedsiden. Først og fremmest i beskæringen og i kortbenævnelsen på forsiden. Men herudover er tårnuret på Domkirken placeret forskellig på de to kort.

Kort nr. 36/1 har bevoksning foran bygningen til venstre. Der er mennesker og en bil ved bænken på midten af torvet, ligesom der også er træbevoksning foran Katedralskolen i Skolegyde helt til højre. Alle disse ting findes ikke på kort nr. 36/2

Kort. nr. 36/1 er afsendt fra Aarhus den 9.5.1910 til købmand P.E. Jensen, Kastrup, Amager af Laurits, der er soldat i Aarhus til sin bror og svigerinde

Kort nr. 36/2 er formentlig ikke afsendt, men indholder dog en skrevet bemærkning fra Louise med ønsket om Glædelig Jul til eder alle.

Det skal undersøges nærmere omkring urplaceringen på Domkirken med henblik på tidsfastsættelse af fotograferings- og evt. fremstillingstidspunktet.

Begge kort tilhører Torben Leth, Mårslet

Kort nr. 37:


Kort nr. 37/1

Kort nr. 37/2
Begge de to kort bærer nummeret H.A. Ebbesen. Eneret No. 37. Motivet er tilsyneladende det samme, nemlig Aarhus Teater på Bispetorvet,  men der er små forskelle i beskæringen. Der er imidlertid også forskelle i farvetoningen og  kortbenævnelsen på billedsiden.

Kort. nr. 37/1 er tilsyneladende afsendt fra Aarhus den 1.7.1907 til Laurids Sørensen, Kingos Gade 4, III, København af Joh Ø Kall på gennemrejse til Skagen. Frimærket er afdampet.

Kort nr. 37/2 er afsendt fra Aarhus den 26.3.1911 til Chr. Olsen, Frederiksborggade 24, København af Svend Wattersdorph Jacobsen. Frimærket er afdampet.

Fotograferingstidspunktet ligger således forud for 1.7.1907, mens kortfremstillingen for de to kort sagtens have været forskudt fremad.

Begge kort tilhører Torben Leth, Mårslet


Kort nr. 943:



Kort nr. 943


På kort nr. 943 Eneret H.A. Ebbesen, Aarhus er et motiv fra en guirlandesmykket Hovedbanegaard, der vidner om en særlig begivenhed. Der er naturligvis tale om Den anden aarhusianske Banegaard (1884 - 1929)

I bogen "Hurra for Århus" om Landsudstillingen 1909 af Johan Bender findes kortet på side 102. Her  siges det, at kortet stammer fra modtagelsen af kronprinseparret  Christian (senere Christian X) og Alexandrine  i juni 1903, hvor de ankom til Aarhus for at tage det danske folks gave, det nybyggede slot Marselisborg, i anvendelse.

Det viste kort her bærer bemærkningen nederst på forsiden: "Ankomst 23. Aug - Aften 26-8-1909".
Senere i bogen " Hurra for Aarhus" på side 116-117 beskrives det, at kong Frederik VIII, Landsudstillingens Protektor, blev modtaget på Aarhus Havn. Men på grund af Stormvejr var han ankommet til Aarhus i tog og alene taget ned på Kongeskibet i Aarhus havn for at få sig en morgensøvn,  inden udstillingen skulle åbnes.

Spørgsmålet er så, hvilke af de to begivenheder kortet skal illustrere.

Ebbesen begynder først at producere og udgive postkort fra Aarhus omkring 1903 fra sin nyåbnede forretning på Søndergade 47 i Aarhus og vedblev med det til op omkring 1915-1917.

Ebbesen nummererede sine fotos efterhånden,  som han fik dem fremkaldt. Nogle af fotografierne blev først brugt til produktion af postkort senere,  efterhånden som efterspørgslen var til stede.

Når således dette kort har fået nummer 943, vil jeg umiddelbart mene, at fotograferingstidspunktet er 1909 og ikke 1903. 

Kortet tilhører Kim Hansen, Odder


Kort nr. 843 og 946:

(I den på Dansk Postkortsamler Klubs hjemmeside offentliggjorte artikel i februar måned 2014  blev disse to kort vist som de indtil videre sidste kendte afsendte postkort. Der er siden indgået oplysninger om et senere afsendt kort (H.A. Ebbesen, nr. 1254), der så i stedet er indsat i artiklen.)

H.A. Ebbesen, Aarhus. Eneret. No. 843. Kortet tilhører Torben Leth, Mårslet
No. 946. Eneret H.A. Ebbesen, Aarhus. Kortet tilhører Henning Frommelt, Mårslet
Her vises to kort, der må være nogle af de allersidste, der er produceret hos forlaget H.A. Ebbesen. Det første fra Sct. Paulsgade, taget ned mod Marselisborg Allé, er postsendt den 31.2.1919 fra Aarhus til Silkeborg. Det andet - måske et af Ebbesens allersmukkeste motiver, sporvognen op ad Søndergade ved Østergadekrydset - er det indtil nu kendte, sidst postsendte, nemlig den 30.4.21.


Tilbage til Registaturen over postkort fra H.A. Ebbesens Forlag

Tilbage til Artiklen om H.A. Ebbesens liv og virksomhed omkring postkortene